Sven-Otto Hansen 80 år

Den 8. juni fylder en betydende ruhårsmand 80 år. Selv om den geografiske placering kan synes lidt afsides, har Sven-Otto gennem snart en menneskealder været en særdeles aktiv hundemand med ruhåret hønsehund som en fast makker.

Igennem mere end 40 år har Sven-Otto stået for Dansk Ruhår Klubs avlsregister, som hvert år bringes i årbogen som en værdifuld informationskilde. I mange år var Sven-Otto dirigent på klubbens generalforsamling, lige som han i mange år var sekretær på klubbens udstillinger. Den sidste tjans sluttede dog, da Sven-Otto selv blev eksteriørdommer. Sven-Otto taler gerne, og der bliver lyttet, for han har både viden og sine meningers mod og taler ingen efter munden.

Som en påskønnelse for Sven-Ottos store indsats for Dansk Ruhår Klub tildeltes han i 1988 HI-nålen i sølv, og den blev i 2003 udskiftet med HI-nålen i guld. I 2010 blev disse hædersbevisninger suppleret med udnævnelsen til æresmedlem af klubben.

Kære Sven-Otto med en stor tak for din aldrig svigtende entusiasme og ildhu, når det gælder ruhåret hønsehund og Dansk Ruhår Klub, ønsker vi dig hjertelig tillykke med den runde dag. Vi håber, at vi i mange år fortsat kan få lov at trække på din store viden.

De bedste hilsner
Flemming Thune-Stephensen og bestyrelsen i Dansk Ruhår Klub